Når vækkeuret ringer, har vi forhåbentlig sovet en god lang nat. Men hvad sker der så? Mon ikke der derefter venter en tur på badeværelset for de fleste af os? De forskellige gøremål foregår antagelig i en ganske bestemt rækkefølge, uden at vi tænker over det, og senere står vi så klare til dagens gøremål. Vi har hver vores måde at gøre tingene på, og det fungerer. Vi kan ligefrem sige, at vi har et morgenritual. Og her viser ritualet sig at være en stor hjælp – man behøver ikke at tænke over, hvad og hvordan tingene skal gøres. Det hele sker næsten i søvne og på rutinen. Som det er i det små, er det også i det store.

Kirken har gennem årtusinder også udviklet ritualer omkring livets højdepunkter. Sådan har det været, både fordi der har været et behov, fordi det har vist sig at være både trygt og godt, og (mest af alt) fordi det har givet mening. Når vi mennesker bliver mund- og handlingslammede – det være sig enten fordi det er for sorgfuldt eller for glædeligt – er det trygt og giver mening at ritualisere og ”gøre som vi plejer”. Det genkendelige gør os trygge – selvom vi måske i virkeligheden er utrygge. Og kirkens ritualer er kendetegnet ved op gennem generationerne at være (næsten) uforanderlige og genkendelige. Resultatet er, at de fleste føler sig godt hjemme i Folkekirken, fordi alt er ved det gamle, hvad enten vi kommer til søndagens gudstjeneste, deltager i et bryllup, en barnedåb, en konfirmation eller er til begravelse.

Men verden uden for kirkens mure forandrer sig. Det samme gør vores sprog: Gamle ord udgår af sproget og nye kommer til. Dermed kan ord og formuleringer hurtigt blive gammeldags og komme til at miste sin styrke. Det kan også komme til at ske med kirkens ritualer. Det kan ikke nytte, at ritualerne kun kan give mening for dem, som altid kommer, og for dem, som er ansat i kirken. Vi skal ikke glemme, at kirkens ritualer er menneskeskabte, og at de også skal give mening for dem, som gæster kirken af og til. Fordi mennesker (og dermed sprog og traditioner) forandrer sig, bør kirkens ritualer altid være til diskussion. Det er under alle omstændigheder konstaterbart, at kirkens ritualer også undergår forandringer – næsten uden at vi bemærker det. Da jeg var barn, var der f.eks. aldrig børnegudstjenester.

Dem har vi i Tornbjerg Kirke mange af, og de er godt besøgte. Hvorfor? Antagelig fordi sangene er enkle, fortællingerne ukomplicerede og gudstjenestens gang mere afslappet – UDEN at gudstjenesten dog har mistet sin genkendelighed.

 

    

Søndagens gudstjeneste har en særlig status i forhold til Folkekirkens andre ritualer.

Hvorfor? De andre ritualer er overgangsritualer – f.eks. fra at være ugift til at være gift – mens gudstjenesteritualet er et ritual, som søndag efter søndag skal bringe os på sporet af kristendommens dybeste mening. Søndagens gudstjeneste kunne opfattes som en vitaminindsprøjtning til den kommende uges hverdagsliv.

Derfor kommer stemning, atmosfære og kirkerummets eget udtryk til at betyde meget. Det er en almindelig opfattelse, at kristendom udleves ved deltagelse i gudstjenesten. Og derfor ligger gudstjenestens indhold og gang præster meget på sinde.

Gudstjenesten er en form for kontrolleret samtale mellem Gud og mennesker. Dér bliver vi talt til (vi skal høre Guds Ord, som vi siger), og dér kan menigheden og den enkelte formulere sig over for Gud (det kan f.eks. ske i bønner og salmer). Man skal hverken være præst eller særligt udstyret (f.eks. med en god sangstemme) for at deltage i denne samtale, og derfor er det også en kirkelig opgave at sørge for, at sprog og form kan rumme forskellige typer mennesker.

Som følge af verdens gang eller tidens tand er kirkens ritualer til debat nu igen. Ritualets dybeste hensigt er at åbne alle døre for forkyndelsen af Guds nærvær for os, som lever et liv under solen, hvor ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad”, som salmedigteren Thomas Kingo beskriver vort liv. Denne dybeste hensigt skulle nødig i sig selv blive en hindring for forkyndelsen.

Andy Warhol elsker, at noget gentager sig. Det ved vi godt fra hans kunstværker, som indeholder rækker af dåsetomater eller det nok så kendte tryk af skuespilleren Marilyn Monroe, hvor alene farven ændrer sig. Der er dog noget, som forandrer sig og gør det evigt smukke portræt aktuelt. Sådan er det også inden for kirkens mure.

Forandringer er blot variationer over samme tema.