Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

"Billeder af Gud" af Helle Anker Bisgaard

Hvor kommer vore gudsbilleder fra, og hvordan er de?
Det er et stort spørgsmål, som ikke kan behandles udtømmende i denne lille klumme - men det kan nok blive til enkelte betragtninger.
Psykologien lærer os, at det personlige gudsbillede dannes gennem en proces, der begynder allerede i den tidligste barndom, og sidenhen udvikler det sig i samspil med de faktorer, som vi som mennesker støder på igennem livet.
Set sådan kan vores forhold til og billeder af vore forældre i første instans være afgørende for det billede vi danner af Gud: en streng og vred far i det daglige kan afføde opfattelsen af Gud som vred og dømmende, mens det modsatte også kan gøre sig gældende. Dog er barndommens billeder af Gud ikke fastlåste. De indgår i en livslang proces og i samspil med mangeartede impulser, som vores omverden møder os med. Og det udfolder sig bedst dér, hvor der er adgang til leg og fantasi - en fri adgang til vores forestillingsevne - det legende og billedskabende, hvor forestillingerne kan dannes, fremstå og afslibes. Netop der hvor det legende og fantasien får rum, befinder vi os i et overgangsfelt, hvor menneskeligt og guddommeligt kan mødes.
Nogle af de impulser, der kommer til at præge vore umiddelbare forestillinger om Gud er i sagens natur den måde, de bibelske fortællinger taler om Gud på.
Fortællingerne er utallige og mangesidige, og det er kendetegnende, at der i bibelsk forstand er en dobbelthed i gudsforholdet: et forhold imellem et jeg og et du og i den forstand et personligt forhold, som på den anden side er anderledes og af en anden art end forholdet imellem to mennesker: styrkeforholdet imellem jéget og Gud er anderledes - det er heller ikke muligt at fiksere Gud et bestemt sted.
Sådan hedder det f.eks i salme 139 i Det Gamle Testamente:
“Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt,
stiger jeg op til himlen, er du dér
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Derfor hedder det også om Gud: ‘I ham lever vi, ånder vi, er vi’”

(Apostlenes gerninger 17,28).

På den baggrund forstår vi, at Gud ikke er et objekt. Gud er langt snarere et livsforhold, en relation som vi kan leve og ånde i.
Set sådan er Gud både fjern, fordi han er hellig og bag en grænse, men han er også helt nær. Gud er inddraget i menneskets liv. Gud er en relation, der omkranser os. Det tydeligste udtryk for, at Gud er nær er, at han viste sig for os i Jesus. Han kom til vores jord som et menneskebarn, der samtidig var Guds billede på jord.
Det var ham, der lærte os at kalde Gud for far, som vi gør det i bønnen Fadervor - ikke en streng far, men derimod en nådig og barmhjertig far. Sådan fortæller Jesus selv om ham i lignelsen om den fortabte søn, hvor en far på forhånd og for intet bærer over med og tilgiver den søn, der kommer forhutlet hjem igen efter at have soldet sin arv op i det fremmede på damer og sprut. Tilgivelsen er her et kendemærke og en kærlighed, som man ikke først skal have gjort sig fortjent til.
Hvad Jesus gør her i verden og i Guds navn udtrykker digteren Ole Sarvig på fineste vis i et digt fra salmesamlingen “Salmer og begyndelser til 1980´erne”:
“Jeg rejser ind i klodens gåde,/ hvor alle stjerners Gud i nåde/ lod Sønnen næres af dens liv.
Da talte han de ord, vi kender, / og ud til alle verdens ender/ lød Kristi ord: Stå op og bliv.
Han gik med os som mellem venner/ var sandheds ord fra dag til dag,/ oplyste rummet, mørket bag/ - bag alt, som er og gror./ Ja, Gud vi tror.
Vi tror, Du var blandt os hernede,/ en stilhed midt i verdens vrede,/ og at Du er her nu og bor/ i disse ord: Vi tror -/ på Dig, på Dig, Du ene, rene,/ endog i denne mørke sene,/ forgiftede og tabte dag./ Og brister verden snart i vrede,/ er Du med os til stede, rede:/ Du er dér bag,/ i øjnes lys, i nære hænder,/ som gådens lys i blikket tænder:/ Vi er din sag./ Det var Dit ord./ Vi tror."
Guds Søn er den, der skaber et livsrum, et vækstrum midt i verdens vrede. I Kristus har Gud forliget sig med menneskene.
Gud bevarer os og frelser os gennem ham fra verdens vrede. Kristus, hans søn er “En stilhed i verdens vrede”, som skal brede sig ind i os som lys i vore øjne og nærvær i vore hænder.
Lyset er stærkere end verdens mørke, og Gud er bevarende med os, hvis verdens vrede får den til at briste!
Helle Anker Bisgaard