Når jeg går en tur i byen, hænder det, at der sidder en hjemløs eller en narkoman, som kontakter mig for at bede om lidt småpenge. Jeg reagerer forskelligt. Nogle gange får jeg medlidenhed med vedkommende, andre gange orker jeg dem ikke. Så gør jeg mig lidt hård, ser den anden vej og forsøger at tænke rationelt, at han eller hun er da også selv ude om det. Det giver ganske vist en kortvarig dårlig samvittighed, men et minut efter er episoden overskygget af nye indtryk.
Men det giver trods alt et øjebliks dårlig samvittighed. Hvorfor? Jo, fordi det ligger dybt i os alle – hvad enten man er dansker eller kineser, kristen eller ateist – at vi har et ansvar for hinandens ve og vel. I Danmark er
det oven i købet skrevet ind i lovgivningen, at man er forpligtet til at hjælpe, hvis der f.eks. er sket en ulykke for øjnene af en. Man kan ikke bare lade som ingenting og køre videre.
Men tanken om at hjælpe et andet menneske i nød er ikke bare et lovkrav, det ligger endnu dybere – for husk, at jeg fik dårlig samvittighed overfor den hjemløse. Paulus skriver til sine venner, at ”loven er indbygget” i mennesket. Det betyder, at vi fra fødslen af er udstyret med et ”omsorgsgen”. Det ligger dybt i os, at vi – som teologen og filosoffen K.E.Løgstrup siger det – er forpligtede på hinanden: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Løgstrup siger, at vi på den måde altid er moralsk udfordret. Og denne udfordring er ikke kristeligt eller religiøst begrundet. Kravet om, at du skal elske din næste, er medfødt og indlejret i det menneskelige dyb i lighed med arvemassen. Du kan ikke lade være med at tænke den anden med, når han eller hun kræver dig. Løgstrups tanke skinner også igennem i de to første linjer af Iben Krogsdals salme:
Du skal elske din næste som dig selv
du skal bære på de andres himmelhvælv (lykke).
Næstekærligheden fyldte også meget i Jesu forkyndelse. Man kunne godt sige, at den fyldte det hele for Jesus. For han brugte sit liv på at være til for andre, og han opfordrede sine tilhørere til at udføre kærlighedens gerninger helt uden grænser. I den henseende var Jesus ekstremt krævende, da han mente, at næstekærligheden også skulle omfatte ens fjender.
”Velsign dem, der forbander jer”, sagde han.
”Så vær da fuldkomne”, lyder opfordringen i Bjergprædikenen. Men der stopper ”festen” antagelig for de fleste af os. Måske har vi ikke fjender i direkte forstand, men vi har antagelig nogle, som vi ikke føler den store hengivenhed overfor og som vi helst vil undgå.
Skal vores kærlighed også gælde dem? Helst ikke, ville vi nok sige. Men Jesus krævede – og kræver – alt, døgnet rundt af sine tilhængere:
“Du skal elske din næste som dig selv
du har døgnvagt på din egen sjæls hotel”.
Det krav har et menneske altså hængende over hovedet altid. Samtidig ved vi, hvor umuligt det er elske sin fjende. Det var vist kun Jesus selv, der kunne opfylde det krav. Vi andre må nøjes med at gøre det bedste vi
har lært – og så håbe på Vorherres tilgivelse, som Iben Krogsdal slutter sin salme:
“Men om natten går livets far herned
og han lægger hånden på dig med sin fred
og hans øjne lyser milde:
Du har lov at være lille”.
Dermed er der forhåbentlig plads til os alle, og vi kan alle – på trods af vores gennemsnitlighed, hvad næstekærlighed angår – kalde os Guds børn. Den vigtigste pointe i kristendommen er, at når alt er sagt og gjort – så er Guds overbærenhed større end vores fortrædeligheder: Du har lov at være lille.
Carsten Christensen