Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Familiegudstjenester 2021/22

Med far på arbejde

Torsdag den 14. oktober kl. 17.00

Med far på arbejde

I corona-tiden var der nok mange børn, som fandt ud af, hvad deres forældre for det meste laver på arbejde. Børnene opdagede måske, at forældrene sad meget foran en computer og snakkede meget i telefon. Børnene skulle være hjemme - og være stille! Det har sikkert ikke altid været lige let. Nu er det heldigvis anderledes.
Men hvordan mon det var for disciplene at være med Jesus på arbejde? Jeg tror, at det har været temmelig sjovt og anderledes.
Jesus gjorde ting, han ikke måtte, og var tit den, som sagde det forkerte, og derfor blev dem, der bestemte også gale på ham.
Men det var spændende så længe det stod på. Det skal vi høre om på denne efterårstorsdag. Alle er velkomne.

Sognepræst Carsten Olav Christensen

 

Familiegudstjeneste

Juleaften, den 24. december kl. 11.00

Engel

“I aften er det juleaften, der er længe, længe til…”
Ventetiden kan bruges til at gå til denne gudstjeneste, som henvender sig både til børn og barnlige sjæle. Traditionen tro vil vi lade orgelet tie og fylde kirkerummet med musik fra andre instrumenter.

Sognepræst Helle Anker Bisgaard

 

Familiegudstjeneste og juletræsfest

Søndag den 2. januar kl. 10.30

Juletræsfest

Selvom vi har fejret nytår, er julen ikke slut! Følger man gamle traditioner, skal man lade juletræet stå pyntet til og med Helligtrekongers aften, den 5. januar! Så vi kan med god samvittighed holde juletræsfest den 2. januar. Da det er Helligtrekongers søndag, vil fortællingen om de tre hellige mænd, der kommer for at hylde Jesusbarnet i stalden uden for Betlehem, også være dagens tema. Selve gudstjenesten vil forme sig som en børnegudstjeneste og erstatter højmessen
denne søndag.
Juletræsfesten foregår efter gudstjenesten i kirkens sognelokaler.
Sognepræst Carsten Olav Christensen

 

Familiegudstjeneste og tøndeslagning

Søndag den 27. februar kl. 14.00


Fastelavn

Måske kan I huske sidste år, hvor mange af jer kom til kirken for at få en fastelavnsbolle, som I kunne spise derhjemme. Det var coronatid, og derfor var alt lukket ned – også kirken. I år holder vi både gudstjeneste, tøndeslagning og spiser fastelavnsboller sammen i sognelokalet. Det glæder vi os til. Vi lægger op til en fest, som kommer til at ligne tidligere tiders fastelavn. ALLE er velkomne, og det kunne være sjovt og skønt, hvis I er udklædte. Kunne foråret blive et udklædningstema?
Sognepræst Carsten Olav Christensen