Der er nok ikke det menneske, der ikke har stillet sig selv det store spørgsmål: “Hvem er jeg, Hvad vil det sige at være menneske” ?

Vi finder hver især vore svar, men der er dét karakteristiske ved vores tid, at svarene på, hvem vi er, ofte bestemmes af det, vi har udrettet, det vi gør.

Du er, hvad du gør - det du præsterer.

En anden måde at bestemme et menneske på er at sige: “ Du er, hvad du har skaffet dig, du er, hvad du ejer”. Sådan bliver penge en uundværlig del af vores identitet og menneskeværd, så det at miste sin formue nærmest bliver det samme som at miste sig selv.

En tredje måde at indkredse hvem og hvad er menneske er på, er at sige: “ du er, hvad man mener om dig”. Hvis du bliver omtalt meget, så må det være fordi du er værdifuld. Der er prestige i at være kendt. Men tænk om det var ugebladenes ord om mennesker, der afgjorde, hvem og hvad de var!

Vi bliver ikke til dem vi er, hverken i kraft at det vi gør, det vi ejer, eller det der siges om os. Nok danner og skaber mødet med andre mennesker os, men først og fremmst er vi dem, vi er, i kraft af det, vi har fået, det vi har modtaget af Gud. Mennesket er, hvad det er gjort til af Gud.

“Hvad er da et menneske?” Sådan spørges der i salme 8 i det gamle testamente, hvor det hedder: “Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det”? (Forøvrigt er det spørgsmål tema for vores sæsonstartsarrangement.)

Som mennesker er vi altså først det, vi har fået og får og dernæst det, vi gør med det, vi har fået.

Det liv vi har fået er skænket os af Gud. Derfor er ethvert menneskeliv uendelig dyrebart - uafhængigt af alt det, vi måtte have gjort, alt det vi måtte eje eller alt det, der måtte blive sagt om os.

Dog siges det til os, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi så gør med det, vi har fået. Det lyder til os, at vi skal elske Gud, og vi skal elske vores næste. Men det kan vi kun, fordi vi på forhånd har modtaget kærligheden fra Gud - fordi vi hver især er et elsket menneske.

Hvad er da et menneske? En uendelig dyrebar skabning, skabt i Guds billede og elsket af ham. Unik og i sig selv værdifuld - på forhånd, uden personsanseelse.

Jesus blev engang spurgt om, hvem der var den største i himmeriget. Omkring ham stod adskillige lærde og betydelige mennesker, men han fik øje på et lille barn og stillede det i kredsens midte og sagde: “Se her - dette lille barn er den største i himmeriget.”

Et godt billede på, at vi som mennesker er dem vi er først og fremmest i kraft af det, vi på forhånd har fået givet af vores skaber.

Sognepræst Helle Anker Bisgaard