En kunne måske undre sig over, at kirkeåret ikke følger kalenderåret. I kirken fejrer vi nytår sidst i november, og ingen er vist i tvivl om, hvornår det verdslige nytår skydes ind. Skulle kirken rette det til og få de to begivenheder (kalender- og kirkenytår) til at passe sammen, eller skal kirken lade forvirringen råde? Jeg går ind for det sidste. Det er forvirrende, men forvirringen værd hvert år at forklare, at det kirkelige nytår er noget ganske andet end det verdslige. Det verdslige nytår varsler som regel muligheden for en ny begyndelse. Nogle hopper ind i det nye år med ønsker om at forbedre sig, tabe sig, holde op med at ryge eller drikke, være sødere ved konen og børnene o.s.v., hvorimod overgangen fra det gamle til det nye kirkeår forbliver næsten ubemærket. Det er måske – men ikke kun - fordi der er mange ældre mennesker i kirken (for det passer nemlig ikke), men snarere fordi det nye kirkeår reelt ikke varsler nye tider. Alt i kirken og kristendommen er som før – intet er forandret. I kristendommen har man altid set lyst på fremtiden. ”Vær velkommen Herrens år” synger vi med stor ubekymrethed.  ”Det ender godt”, synes at være evangeliets motto. Så hvorfor overhovedet bringe fænomenet nytår på tale i kirken? Alle ydre kirkelige ting (inkl. nytåret, der begynder med 1. søndag i advent) og alle kirkelige begivenheder er egentlig bare lavet for at styrke hukommelsen og støtte troen – således også kirkeåret med dens fester, hvor julen står stærkest.

Den tidligere forstander for Askov Højskole, Knud Hansen, var en meget kendt formidler af både kultur og kristendom. Engang blev han spurgt: ”Hvad er substansen i kristendommen? Dåben? Trosbekendelsen? Nadveren?”  Hver gang rystede han på hovedet. ”Jamen, så sig os dog menneske, hvad er det så?” Og svaret lød: ”Det er den bedste historie, jeg nogensinde har hørt”. Den bedste historie tager et helt kalenderår at fortælle og leve sig ind i. Verden forandrer sig, men intet i historien forandrer sig. Det er nøjagtig den samme historie, der fortælles år ud og år ind: Historien begynder med, at der ud af en krise vokser forventninger om nye og bedre tider. Drømmen om en ny lederskikkelse fødes og med drømmen om bedre tider indledes kirkens nytår. Derefter må vi nok indrømme, at opfyldelsen af drømmen om en stor og magtfuld lederskikkelse kommer kikset fra start. Han fødes på et upassende tidspunkt og på et dårligt valgt sted. Der er så mange forhindringer, og man kunne (hvis man ikke kendte fortsættelsen) få den tanke, at det aldrig kommer til at gå godt. Frygt, bekymring og smerte blander sig med lykken, glæden og englesang i beretningen, og enhver familie kan spejle sig og deres følelser i den. Mon barnet overlever den dårligt forberedte fødsel, mon barnet overlever den efterfølgende flugt fra tyranen Herodes, mon han nogensinde bliver til andet end en stakkels forsagt fyr, som man bare går og har ondt af? Men det gør han – ved Guds hjælp og beskyttende hånd. Han har meget at udrette og det får store omkostninger. Vi ved det, for vi kender historien om den splid og ballade, han skaber. Guds rige er kommet nær, siger han selv.

Det er store ord, og det er så vanskeligt at forstå for datidens religiøse, at de anklager ham for gudsbespottelse. Så nærmer vi os påskens temaer. Først falske anklager mod ham, så hans afskedstale, dernæst svigt og tvivl fra hans nærmeste venners side, og endelig forrådes julens glædesbarn for en sjat penge. Det slutter med en rettergang, som en er diktaturstat værdig. Jesus må lade livet i en højere sags tjeneste.

Men hvis er det sandt, at ”det ender godt”, så kan beretningen ikke slutte der. Det gør den da heller ikke, eftersom det fortælles, at Gud efterfølgende griber ind, og ændrer (som kun han kan) historiens gang. Han vækker glædesbarnet til live igen, med det til følge, at glæden spredes helt op til vores kolde nordlige himmelstrøg. Historien har alle elementer og rummer alle følelser: Den er sød og skøn men også grum og fæl. ”Det ender godt”, synes kirkeårshistorien at fortælle os igen og igen gennem to årtusinder.

Hele historien er favnet af dette kirkeblads periode, jul og påske, og derfor ønskes du, kære læser, glædelig jul og god indlevelsesevne i julehistorien, der nu som sagt kun er ved indledningen. Se på Sven Havsteen-Mikkelsens tænksomme billede fra julestalden. Korset (plankerne) sender dets dystre tegn ned over julekrybben. Det er ethvert menneskes skæbne, at vi fødes under korsets (dødens) tegn. Men det bliver livet ikke mindre skønt af – tvært imod. Det gør livet – hver time, hvert minut og øjeblikket  - uigenkaldeligt og værdifuldt. ”Det ender godt” – fortæller historien os. Tro det.

Sognepræst Carsten Olav Christensen