Jeg læser nyheder, sms’er og mails på min telefon – ude og hjemme, på farten og i sengen, fra morgen til aften. Mange skal derudover også passe Facebook, Instagram og Twitter. Der går ikke lang tid, fra vi er kommet ind ad døren på arbejdspladsen eller i hjemmet, inden vi kobler os på nettet og tjekker, om verden har ændret sig, om et billede skal ”likes” eller en SMS skal besvares. Den ældre generation bliver forpustet bare ved tanken, hvorimod de yngre sagtens kan klare flere medier på en gang: En person i telefonen, mange kontakter på pc’ens Facebook alt imens verdensbilledet bliver udvidet gennem et tv på væggen. Vi har altså meget travlt med vores kommunikation, og den unge generation har langt flere berøringsflader end de
foregående. Derfor er der måske ingenting at sige til, at Mascha Vang – en kendt fra tidens modeblade - udtalte, at hun ”føler sig alene uden internet”. Det er en negativ følelse, og den er hun nok ikke ene om at have, men kan det virtuelle møde erstatte ansigt til ansigt-mødet?

Ingen er i tvivl om, at det er blevet lettere og mere mageligt at kommunikere, og det er godt. Tidligere krævede det handling for at komme i kontakt med nogle – jeg måtte gribe telefonen eller kaste mig på cyklen eller sætte mig i bilen. Jeg måtte foretage mig noget for at komme i kontakt med en. Når et menneske ringer på døren, opfatter jeg det anderledes seriøst, end når jeg bliver kontaktet på mail eller sms. Det kræver ikke mit nærvær her og nu og er derfor forpligtende på en anden måde. Når en invitation kommer med posten, bliver man mere glad, end når den kommer på mail. Jeg kan da godt blive lidt trist til mode ved tanken om, at den tid måske kommer, hvor kommunikation på nettet bliver mere vigtig end ord understøttet af øjenkontakt, håndtryk og et ægte smil eller vredesudbrud. Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup påpegede igen og igen, at ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd” – og gang på gang peger han på, at vi er udleveret til hinanden. Der er med andre ord et uudtalt krav til os, at vi skal behandle hinanden redeligt, godt og kærligt. Sproget afslører, hvad der er på færde. I mødet bliver vi ofte ”berørt” af den anden. Vi går altså ikke upåvirket fra mødet, fordi vi er udleveret til hinanden i det fysiske møde på en anderledes måde.

Hvordan forholder det sig med vore net-venner? Ja, alting er mindre forpligtende, til gengæld forventes som oftest et hurtigt svar. Begrænsningerne er åbenbare, når man f.eks. skal udtrykke sine følelser, og det er klogt at få tænkt sig om, inden man ryger til tasterne: Hvem har ikke erfaret, hvor dumt det er at skælde ud, irettesætte, være sarkastisk eller ironisk eller dumsmart? Man bliver nemlig let misforstået, og det skrevne ord er svært at trække tilbage. Den ”i den anden ende” kan ikke se det glimt i øjet, det smil på læben, den afværgende håndbevægelse eller mærke det klap på skulderen, der fulgte med ordene (på trods af alverdens smileyer). Nettet kan meget – men det kan ikke (lige så lidt som et brev) erstatte mødet i virkelighedens verden.

Noget andet, som jeg heller ikke kan lade være med at spørge sig mig selv om, er: Findes Gud mon på nettet
på samme måde som f.eks. i kirken? Nej, ikke på samme måde, men jeg er overbevist om, at man også kan finde ham på nettet. I kirken spiller samværet en stor rolle. Det er godt at være flere om at synge og gå til alters
sammen. Gudstjenesten giver ganske enkelt mere mening, når man er flere sammen selv om værdien af fællesskabet for den enkelte er afhængig af temperament og situation.

Guds rolle på nettet er den samme som gudstjenestens rolle, nemlig den at vise os tilbage til det andet menneske i virkelighedens verden udenfor gudstjenestens og det virtuelle rum. Mascha Vang føler sig ensom uden nettet. Det er en modig bekendelse. Men det må være, fordi hun ikke hjemsøger de rigtige steder på nettet. For havde hun gjort det, så ville hun være blevet vist hen til virkelighedens verden. Den kræver os i så høj grad, at ensomheden jages på flugt.

Sognepræst Carsten O. Christensen