”Påskemorgen. Det kimer. Morgenen er frisk og kølig som en spand vand fra brønden. Luften er stille, og lyden når vidt ud. Den har sin usynlige vej gennem våde hegn, hvor vidjerne står med buttede, lyse gæslinger, og der er violer i solsiden … Og lyden flyver som blå fugle over pløjemarker, hvor skorpen her og der kan smuldre igennem fingrene, snart moden for harven.”
Sådan begynder Martin A. Hansens novelle ”Påskeklokken” som indleder hans novellesamling ”Tornebusken”. I løbet af denne novelle møder vi mange mennesker, der har dét tilfælles, at de på den ene eller anden måde bliver berørt af klokkens kimen: Der er den gamle, senile mand, der ikke længere har noget godt i sine tanker, og den eneste kærlighed, han har tilbage, er kærligheden til sit jordiske gods. For ham er kimningen rædselsfuld, og den fylder ham med irritation. Der er den nervøse førstelærer, som skal gøre tjeneste ved gudstjenesten. Han er nervøs for at komme for sent, når han hører klokken. Men for hans kone derimod vækker kimningen dejlige minder frem fra hendes ungdom. Lad nu alle disse være! De personer jeg her vil berette om, er kirkeværgen og andenlærerens unge kone.

Kirkeværgen er ateist, men han sætter en ære i at holde nøje øje med, at alt sker som det bør sig både ude omkring kirken og inde. Sådan står han under kimningen og holder øje med Olsen, der kimer. Og da er det, at det sker! Kirkeværge Johansen står og kigger ud på kirkegården gennem tårngluggen, og så kommer der pludselig et ord, et navn fra ham, og han er ved at miste balancen på den stige, han står
på. Da han igen kommer til sig selv, trykker han sine hænder mod øjnene og siger: ”Jeg tog fejl. Øjenforblændelse.”
Grethe er gift med andenlæreren, og de venter barn. Per, som andenlæreren hedder, spiller i kirken, og i dag vil Grethe med. Hun har sjælekvaler, for hun overvejer, om hun elsker Per. Det er ikke alvor, som med Villy.
Hun har ikke været i kirke, siden hun var barn, og da følte hun det altid som en anklage, når hun ikke kunne forstå, hvad ordene betød. Men i dag gør hun en ny opdagelse. Det gør ikke noget, at hun ikke forstår ordene – det er det, der ligger bag dem, der betyder noget!
I kirkerummet under gudstjenesten tænker hun mange tanker: hun vil ikke lære at elske Per for blot at blive hans ejendom. vil helst leve et sandt, rigt liv, så hun sammen med ham kan være en smule for andre også. Det skal jeg måske lære gennem andre, tænker hun, gennem dem, der har lidelser, jeg forstår. Per har ingen lidelser, jeg forstår, siger hun til sig selv.
Præsten prædiker: ”Det er ikke tænkerne eller grublerne, der får opstandelsen at se, nej det er kvinderne, der kom til graven for at gøre en lille sidste tjeneste. De fik alt at se. De kom med lyset.” Og
Grethe forstår. ”Det er i det små, måske jeg skal finde noget – bare være noget i det små, i det nærmeste. Da kan det ske. Da kommer det. Og opstandelse gælder jo mere end de døde. Det gælder også levende”, tænker hun.
Med de tanker går hun ud fra kirkerummet ud på kirkegården og her møder hun en ensom skikkelse.
Kirkeværge Johansen. Ligefremt begynder hun at tale med ham.
Hun fortæller ham som den første dér på egnen, at hun og Per venter barn, og det giver anledning til, at kirkeværgen leder hende hen til et gravsted, hvor der på en lille natursten står: Erling. Født 19/9 1922. Død 14/3 1931. ”En tilfældighed, kørt over” siger kirkeværgen, Erlings far. Sammen står de på det sted, hvor han fra tårngluggen havde set et syn, som han kaldte øjenforblændelse: Sin egen søn der
lyslevende hoppede i Paradis. ”Det VAR ham” siger Grethe til den dødes far.
Det var påskeberetningens ord i kirken, der gav stødet til Grethes ligefremhed over for kirkeværgen. Og begge gav de til og modtog fra hinanden. Grethe mødte et lidende menneske, som hun kunne være noget for, og gennem ham åbner der sig en vej for den kærlighed, der er alvor i, og som hun kan elske sin mand med. Og for kirkeværgens del så modsiger hun den logiske forklaring på det han så, da han fra tårngluggen kiggede ud over kirkegårdens mest solbeskinnede gravsted.
Hans syn kom til ham, da det kimede. Ordet lyder, og kærlighed bliver til. Sådan er det med opstandelsen. Den sker, og den er både for de levende og døde. Den kommer! Den er liv og kærlighed
gennem det dybeste mørke. Den baner sin vej, her hvor vi er, lever og dør båret af et ord om ham, der i sin tid gik gennem lidelse og død ud i livets solopgang påskemorgen!
Glædelig påske, og når den tid kommer: Glædelig pinse!
Helle Anker Bisgaard