Langt oppe mod nord, faktisk i en af de nordligste byer på Island, Siglufjørdur, består kirkens altertavle af et forbavsende maleri af ”Jesus der stiller stormen på søen”. Forbavsende er det, fordi alle ser så rolige ud, skønt der burde være kaos om bord.
I Biblen finder vi beretningen i Lukasevangeliet kapitel 7 vers 22 og fremefter. Det fortælles, at mens disciplene er alene om bord på en lille fiskerjolle, tager vinden til, og det bliver et skræmmende stormvejr med høje søer. Disciplene bliver bange, da de fornemmer, at deres sidste stund er kommet. Men da det ser værst ud, kommer en skikkelse dem i møde på bølgerne. Først tror de, at det er et spøgelse, men da de hører opfordringen: ”Tag det roligt, det er jo mig. I skal ikke være bange”, falder de noget til ro. Men helt sikre på, at det er Jesus bliver de først, da Peter vover sig ud på bølgerne til Ham – og er tæt på at drukne. Jesus griber ham i sidste øjeblik, og sammen går de om bord på jollen. Peter irettesættes af Jesus for hans manglende tro, men stormen lægger sig, og sammen kommer de alle sikkert i havn.
Det er en spændende fortælling, hvor livet som en sejlads og Peters redning er temaer, som har været udgangspunkt for kirken. Situationen er oplagt at bruge som altertavle i Siglufjørdur, eftersom byen vender direkte ud til Danmarkstrædet (som er havet mellem Grønland og Island). Kunstnere plejer at illustrere denne beretning med en flok rædselsslagne disciple, og det er såmænd nok også tættere på sandheden end dette alterparti, hvor mændene udstråler en ro og en fortrolighed med det oprørte hav. Man skal ikke komme i kirke og blive bange i Siglufjørdur – hverken for havet eller for livet, for så er overlevelseschancerne straks mindre.
Jón Kalmaan Stefánsson har i romanen HIMMEL OG HELVEDE beskrevet, hvordan det var (før motorernes tid) at fiske fra den islandske kyst. Det var hårdt, og det var med livet som indsats. Det fortælles her, at 6 mand er roet ud i en fiskerjolle for at pilke torsk. Men tiden løber fra dem, og et stormvejr med sne og kulde indhenter dem. Hvad mon kan holde modet oppe hos dem? Det er – tankevækkende nok – ord. Førstemanden Petur begynder at recitere vers, og de andre spidser ører. Petur kan et hav af den slags vers, snesevis, måske flere hundrede. Han har rykket sig en tofte og sidder nu bagerst i båden, skindklædt, med store, tykke uldvanter, strikhue under sydvesten. Versene vælder ud af ham. Som om han har tænkt sig at bekæmpe den arktiske kulde med vers…For det indre øje ser han sin kone gennem 30 år, Andrea, og længes hjem i hendes favn. Forsvinder hun, mister han ligevægten, det går op for ham nu, helt uventet står den kendsgerning klart for ham, verset dør ud på Peturs læber, og han synes at falde sammen. Den uventede stilhed bringer verden tilbage til dem. Petur får fat i livet igen og højnet modet hos sin besætning og de gør arbejdet færdigt – undtagen ham, som har glemt en anorak derhjemme. Han går til af kulde inden de når land. Jón K. Stefánsson kommer med mange rammende replikker undervejs. En af dem kommer fra Arni, andenmand på jollen. Han drømmer vildt om at bringe sin lille husstand lidt mere velstand, men hvad er det, som bærer: Glæde, lykke og brændende kærlighed er treenigheden som gør os til mennesker, som retfærdiggør livet og gør det større end døden, og alligevel yder den ikke mere beskyttelse mod den arktiske vind end som så, tænker han. Efter ni timer på havet kan de overlevende konstatere, at lykke er at få noget at spise, at have undsluppet uvejret, at være kommet igennem brændingens bølgekamme der tordner lige ud for land, at ramme den rette brøkdel af et sekund og så sejle igennem, for ellers vælter brændingen båden eller fylder den og så ligger der seks mænd der ikke kan svømme i havet og 200 døde fisk, fangsten er gået tabt…men Petur er et geni, han kender øjeblikket, de glider igennem og er i sikkerhed.
Vi behøver måske ikke ord for at overleve, men vi har brug for ord for at leve, konstaterer forfatteren tidligere i bogen. Det er så sandt, som det er sagt. I kirken lever vi af poesi og ord. Ikke vores egne filosofiske overvejelser, men af ord til trøst og opmuntring midt i livets sejlads. Det kan godt være, at havet og livet byder på stormvejr, men måske kan vi lære lidt af fiskerne på alterbilledet i Siglufjørdur. De tog stormen med ophøjet ro. Måske var det, fordi de for deres indre øre hørte ordene: Tag det roligt, det er jo mig. I skal ikke være bange.
Carsten Christensen