I øjeblikket ruller der en serie hen over skærmen søndag aften, som er med til at sætte tro og de indre forhold og arbejdsbetingelser i den danske folkekirke på dagsordenen.
Vi møder provsten Johannes Krogh, hans kone Elisabeth og deres to sønner Christian og August.
Præstegården er rummelig og gæstfri - her er der plads også til at forholdsvis fremmede som den norske kvinde, som Elisabeth lærer at kende, kan opholde sig og bo, og plads til at åbne hjemmet for andre selv på en juleaften.
Johannes er en temperamentsfuld og karismatisk personlighed, og han og hans dispositioner sætter både positive og negative spor i mange menneskers liv.
I første afsnit fik vi et fint indblik i, hvordan han med sin indbyggede styrke kunne trøste og berolige et menneske, der var bange for at dø. På den anden side viser han, hvordan han har et meget stort ego ved at tage nederlaget til bispevalget på den måde, han gør.
Interessant er hans forhold til sine to sønner. August er yndlingssønnen, ham han sætter sine forhåbninger til. “Der er kun dig” siger Johannes til ham og erindrer ham på den måde om, at slægtens præstetraditioner og deres videreførelse hviler på ham.
Det begynder så godt med August. Han fylder den kirke, hvor han er præst, og opfordres til at søge embede i Marmorkirken. Men det er netop faderens indflydelse, der stopper August på denne vej. For
det vil i Augusts øjne være forræderi mod faderen at følge den kvindelige biskops opfordring til at søge embedet - hende som faderen tabte til i kampen om bispeembedet.
Derfor ender August i krigens orkanøje. Og her er hans oplevelser så traumatiske, at det ødelægger hans sind og virkekraft da han kommer hjem igen. Han bliver sat i en situation, hvor han både er tyv og løgner, når han er på hjemmebesøg og sidder overfor døende mennesker. Hans troværdighed som præst har lidt skibbrud. Hvad har hans far ikke på samvittigheden? Og alligevel er August dybt afhængig af ham. Han søger faderens trøst og opbakning. Og faderens karismatiske styrke kan have held til at bringe ham til sig selv igen, som da Johannes spørger: “Er du der” og tager sønnen om skuldrene, og derefter kommer der lidt lys i Augusts øjne.

Det er en gribende scene, hvor August fuld af angst beder Fadervor højt. Netop sådan kan denne bøn bruges.
Også overfor Christian, den ældste søn, har Johannes meget på samvittigheden. Han har blandet sig i Christians forhold til en kvinde han elskede, og fået hende til at forlade Christian.
Christian er den fortabte søn. I serien er der vendt op og ned på rækkefølgen, for han er den ældste søn - men det er ham, der ikke lever op til faderens krav og forventninger - det er ham, der rejser langt væk. Han er ude af stand til at tage et ansvar på sig - han snyder med sin eksamen, han stjæler sin bedste vens kæreste. Men i det fremmede bliver han klædt af til skindet: mister alt sit gods og nærmest sig selv. I et buddhistisk tempel begynder hans liv påny, og midt i det fremmede længes han mod det hjemlige: “Det er jul nu derhjemme”, siger han. Og julen betyder noget for ham.
Den jul derhjemme bliver særlig for præstegårdens mennesker. En jul med julesorg.
Med tårer i øjnene ser Johannes og Elisabeth på hinanden for imellem dem ligger Johannes´utroskab, og August krakelerer.
Det er en styrke ved serien “Herrens veje”, at tro og eksistentielle spørgsmål får opmærksomhed på en anden måde end f.eks. en skildring af forholdene i en kold finansverden.
Kristendommens fortælletradition og temaer ligger også som en aktiv baggrund i serien. Man kunne f.eks. spørge, om det er fortællingen om Kain og Abel, vi ser skinne igennem forholdet mellem August og Christian og deres forhold til deres far?
Læg endvidere mærke til opmærksomheden på den blomstrende rose i det afsnit af serien, hvor julen skildres.
Dette kirkeblad dækker julen, og derfor vil jeg her understrege billedet af den blomstrende rose, som det stod længe på skærmen forleden aften. “En rose så jeg skyde op af den frosne jord”.
Den rose, der er vor herre, Jesus Kristus ! I ham brød lyset frem midt i den mørke vinter. Og evangeliet fortæller os, at han har magt til at bryde frost og kulde, sorg og fortvivlelse. Der er skabt en lysets vej for os alle - både for dem på skærmen og for os andre.
Glædelig jul og godt nytår!
Helle Anker Bisgaard