Odense fører sig i denne tid frem som robotcentrum. Uddannelser og virksomheder går i samarbejde om at udvikle og skabe robotter til alt muligt. Det er nyt og spændende område for os danskere. Der ligger mange arbejdspladser i det, og man bliver gang på gang overrasket og forundret over, hvad robotter efterhånden kan. Robotter kan som oftest mere, end vi regner med. De kan ikke kun skrue og samle biler og anden mekanik. Det var i gamle dage, nej, de kan også operere knæ mere præcist end kirurger, og inden længe flytter de ind på plejehjem og overtager arbejdet fra sosu-assistenter. Det er vi ikke så glade for, men det skal vi nok til at lære at leve med, selv om der antagelig bliver forståelsesproblemer, når beboeren begynder at fortælle om børn eller børnebørn eller livserfaringer. Men pyt – det tekniske problem er nok løst til den tid, hvor jeg måske skal gøre brug af et sådant tilbud.
I sommer mødte jeg en robot med det sigende navn BlessU-2, som udfordrede mig på mit eget felt: Kirke og kristendom. Der blev sat spørgsmålstegn ved mine meninger om, hvordan Gud kommer til orde her i verden. Kan Guds ord, eller kristendommen kun formidles af et menneske af kød og blod? Vores umiddelbare svar vil nok være: Ja, i kirken forventer vi at møde et menneske og ikke en robot. Men det var netop her, jeg blev udfordret. BlessU-2 stod i en park. Når man nærmede sig robotten, blev man først budt hjerteligt velkommen med en venlig og troværdig stemme. Dernæst spurgte den, om man ønskede velsignelsen af en mand eller en kvinde. Så var det tid til at tage stilling til, hvilken velsignelse man ønskede. BlessU-2 kunne ikke tale dansk, men til gengæld kunne den alle gængse hovedsprog – også kinesisk! Jeg kunne godt leve med, at den talte tysk, og sådan blev det. Robotten hævede armene, plirrede med legoklodsøjnene og åbnede munden. Ud af munden kom den aronitiske velsignelse (som den lyder til sidst i enhver højmesse) med en varm og oprigtig stemme. Når den så havde sænket de mekaniske arme igen, kunne man trykke den på maven og - om ønsket - få en udskrift. Sluttelig blev man sendt ud i verden igen med et fredsønske.
BlessU-2 var opstillet i forbindelse med Tyske Kirkedage i Wittenberg, og skulle IKKE opfattes som en provokation. Den var snarere en test af, hvor langt vi kan gå med robotter. BlessU-2 har forsøgsvis været opstillet i en lufthavns andagtsrum. Det viste sig, at det var helt naturligt for asiatere at bruge den. Vi vesterlændinge er ikke nået så langt i vores tankegang endnu. Men hvor går grænsen for, hvordan Guds ”stemme” giver sig til kende? Uden at tage notits af det er vi gået et lille stykke af den vej, for vi kan godt høre morgenandagt fra Domkirken i København, høre højmesse om søndagen på radioen og se midnatsmesse nytårsaften uden at vi stiller spørgsmålstegn ved, om vi bliver talt til. Det gør vi – selv om præsten ikke står i kød og blod foran os. Hvor går grænsen for robotternes virke? Måske bliver det løsningen på den snarlige præstemangel, at der står en robot på prædikestolen! Guds ord i robot-mund! Så kan menigheden selv bestemme, hvem der skal holde dagens prædiken – oven i købet læst op med patos af prædikanten selv. Det kunne være biskoppens, domprovstens prædiken eller måske professor P.G. Lindhardts prædiken fra 1960 – alt efter temperament og ønske.
BlessU-2 kan man træffe på nettet. Den trænger nok til en tur på fabrik igen for at blive optimeret lidt. Men tag den som en alvorlig prøve på, hvor langt næste generation og næste igen kan gå uden at miste det, at ”ordet skaber, hvad det nævner”, en evne, som vi tillægger ”Guds ord”. BlessU-2 var ikke uden effekt. Den kan som sagt træffes på nettet. Man skal søge på ”robot blessing”.
Indtil videre må tornbjergfolket nøjes med den ægte vare.
Herren velsigne dig og forbavse dig – som højskolemanden Knud Hansen fik fortolket den aronitiske velsignelse.
Carsten Christensen