Gudstjenestens form og indhold - hvem bestemmer?

 

Folkekirken lægger op til diskussioner om liturgi

 

Hvad er de bedste rammer for et gudstjenesteliv, som passer til vores moderne liv og behov? Skal præsterne sammen med menigheden have mulighed for at vælge nye former og nye ord til ritualerne? Hvor meget frihed skal der være til at bestemme lokalt, og hvor meget ved gudstjenesten skal autoriseres og derved være obligatorisk? Disse er nogle af de spørgsmål, som alle i Danmark inviteres til at forholde sig til og give deres mening til kende om, som en del af folkekirkens arbejde med liturgi.

Ordet ”liturgi” er betegnelsen for forløbet i en religiøs ceremoni. Det stammer fra det græske leitourgia (laos = folk, ergon = tjeneste) folkets tjeneste. Oftest bruges begrebet om de faste led i den kristne gudstjeneste.

Hvorvidt liturgien i den danske folkekirke skal ændres, har været fokus for tre fagudvalg nedsat af biskopperne i 2016. Udvalgene har beskæftiget sig med gudstjenesten, dåb og nadver samt autorisation, hvor meget, eller hvor lidt, af gudstjenesten skal fastsættes som obligatorisk.

I 2018 og 2019 udkom rapporter om faggruppernes arbejde, og nu lægges der op til en folkelig debat om gudstjenesten i kirkerne i hele Danmark.

 

Nogle hovedpunkter fra rapporterne

■ Arbejdet med gudstjenesten handler ikke om blot at lave om på de ordninger, der eksisterer nu. Formålet er snarere, at man beskæftiger sig med selve gudstjenestelivet, så de teologiske udsagn om gudstjenesten kan omsættes til en erfaret virkelighed hos menighederne;

■ Rammerne for gudstjenesten er til for at give mulighed for et levende og vedkommende gudstjenesteliv;

■ Der skal være autorisation, men spørgsmålet er, i hvilken grad. Hvad skal være det samme landet over, og hvad skal være besluttet mere lokalt?

■ Spørgsmålet om, hvor meget der skal autoriseres, er spændingsfyldt. Hvis der er for høj en grad af autorisation, kan det betyde, at en gudstjenesteordning opfattes som stiv og uvedkommende og ikke passer til lokale forhold. Hvis der er for lille en grad af autorisation, kan det omvendt — i yderste konsekvens — betyde, at kirkens gudstjenester ikke længere kan genkendes som en kristen gudstjeneste i den danske folkekirke.

 

Mulige modeller for liturgien

Kirkens liturgi har en fast struktur, der betegnes “ORDO” og som består af elementerne “samling-ordet-nadver-sendelse”. Faggrupperne har udarbejdet tre overordnede tilgange til, hvordannman kan arbejde med og evt. ændre både formen og indholdet. Det kan være i ORDO eller fx ordlyden i dåbs- og nadverritualerne.

Biskoppernes forslag til modellerne er netop det: forslag.

Biskopperne fremhæver, at hvis det enkelte sogns debat afslører flere mulige måder at tænke autorisation af gudstjenesten på, skal man ikke tøve med at sende forslag ind.

 

Model 1

DEN KONSERVATIVE

 

BEHOLD DEN NUVÆRENDE GUDSTJENESTEORDNING

—> Men med de valg, som allerede er indskrevet i ritualbogen, hvor der står “kan” eller “eller”

Her fastholder man den nuværende gudstjenesteordning, som blev autoriseret i 1992. Inden for ordningen er der indbygget muligheder, hvor præsterne kan træffe valg om ordlyden i ritualet.

 

Her vil man fx skulle overveje:

- Hvilke muligheder eller begrænsninger er der i at tydeliggøre de eksisterende muligheder i en ny eller opdateret vejledning om gudstjenesten?

- Hvad er fordelen/ulempen ved at autorisere ordlyden?

- Vil en fastholdelse af den eksisterende ordning føre til en situation, hvor der ansøges om endnu flere dispensationer fra den gældende autorisationslovgivning

 

Model 2

DEN FRIE

 

AUTORISER STRUKTUREN I GUDSTJENESTEN = ORDO

Præster og menigheden vil selv kunne vælge ordlyd, men der vil komme vejledninger. Et stort liturgisk og teologisk ansvar lægges over på menighed og præsterne, der vil skulle forholde sig indgående til hvad for en teologi, der ligger i selve formen.

Ifølge rapporten vil der selv i denne model stadig være retningslinjer i form af en “liturgisk teologisk grundlagsdokument”.

Dokumentet vil ifølge rapporten skitsere “nogle grundlæggende principper for, hvordan en gudstjeneste fejres”.

 

Her vil man fx skulle overveje:

- Hvordan vil en ordo-model virke i en dansk kontekst? Vil den skabe for store variationer på tværs af sognene? • Er variation givende eller fremmedgørende?

- Vil en ordo-model være for ressourcekrævende?

- Er der fortsat behov for faste tekstrækker, eller skal der være et friere tekstvalg?

 

Model 3

MELLEMVEJEN

 

AUTORISER STRUKTUREN OG ORDLYDEN I UDVALGTE DELE

Ifølge rapporten er denne model kendetegnet ved at “en vis fasthed beholdes, da dele af gudstjenestens ordlyd autoriseres.

Om modellen vil føles primært fri eller primært fast, vil afhænge af hvor meget ordlyd, der autoriseres. Om man kun autoriserer omkring nadveren, eller om man autoriserer dele af alle fire led. Og hvor mange valgmuligheder der gives.”

 

Her vil man fx skulle overveje:

- Hvilke liturgiske led må være til stede, hvis der skal være tale om en højmesse?

- Hvilke ord skal siges? - Skal de siges på en bestemt måde? Her vil man også skulle have indsigt i formernes teologiske betydninger.

 

Samtaler

 

Det hele kan godt lyde indviklet, men liturgiarbejdet drejer sig om et overordnet, spændende og vigtigt spørgsmål: Hvordan kan man skabe de bedste rammer for et godt og tidssvarende gudstjenesteliv?

Alle i Tornbjerg inviteres til at deltage i debatten i en række ”liturgiske samtaleaftener”. Og heldigvis har vi to præster i Tornbjerg, der kan gøre spørgsmålene overskuelige og guide os igennem samtalerne.

Du kan finde rapporterne og i øvrigt læse mere om folkekirkens liturgiske arbejde på https://www.folkekirken.dk/aktuelt/liturgiarbejde

Cindie Maagaard

Menighedsrådsmedlem