Mens kirken er lukket - fra Helle Anker Bisgaard

 

 

Mariae Bebudelse

På søndag den 29. marts er det Mariae Bebudelsesdag.

Den bibelske fortælling, der knytter sig til denne dag handler om, hvordan den purunge og helt almindelige pige, Maria får besøg af en engel som er Guds sendebud. Gabriel hedder denne engel. Han bringer bud til Maria om, at netop hun er valgt af Gud til at føde hans søn på denne jord.

Sådan udvælger Gud sig det ringe og skrøbelige og dét der i sig selv ikke er noget for at vise sin egen kraft og storhed igennem det. Han går andre veje, end det vi som mennesker anser for værdifuldt og eftertragtelsesværdigt.

Maria bliver som hans tjenerinde det middel hvorigennem Gud selv baner sig vej fra det himmelske til det jordiske. I Jesus, Marias barn kommer Guds billede gående midt ind i menneskers verden. Han er her hos os – i modgangstider såvel som i medgangstider. Han er her for at sprede håb og tage vores lidelse på sig. For at styrke os i troen på at glæde og lys er det stærkeste og har kraft og magt til at fordrive mørket – også de mørke skyer, der hviler over os i disse dage og gør os bange for sygdom og død.

Ind i alt dette bliver der bragt bud til os om at Maria venter Guds egen søn. Det ligger næsten i ordet ”bebudelse” at det er noget glædeligt og godt, der er i vente – noget lyst og dejligt! Og på den måde kan vi også forbinde ordet med det forår der trods virus og sygdom er godt på vej rundt omkring os. ”Forårsbebuder” siger vi jo også!

Salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen knytter netop forår og Mariae bebudelse sammen i en ny salme, der hedder ”Maria snart er det forår”

Første strofe lyder:

”Maria snart er det forår/ det tøver i buske og træer/ i havens krukker med liljer/ der venter på mildere vejr/ og spurve pusler i hækken/ med første kuld unger på vej/ Maria naturen venter/ den venter og tier med dig”

Det pusler, spirer og gror i naturen – sådan gør det også i Marias krop

”Maria Herren er med dig/ han bliver til den yderste dag/ når tvivlen lurer ved døren/ og englen er fløjet herfra/ han er der hver gang du ængstes/ og beder for dem du har kær/ han venter belyst af mørket/ og våger og er dig nær”

Som Herren er med Maria sådan er han hos os og sammen med os, der hvor vi tvivler og ængstes.

I sidste strofe bliver naturens forår og Maria knyttet tæt sammen:

”Maria himlens veninde/ Dit forår er brusende hvidt/en solsortsynger mod solen/ på naboens gule stakit/ og barnet under dit hjerte/ er fyldt af Guds hellige ånd - / det største og alt det mindste/ forenet til ét i hans hånd”

Helle Anker Bisgaard