1.s.e. påske 2020 i en tid mærket af Corona

 

Kære du, som forhåbentlig savner kirkebænken og søndagens gudstjeneste, men som nu sidder derhjemme og læser dette. Tornbjerg Kirke ligger stadig stille hen i forstadslandskabet, så vi må nøjes med at mødes her.

Lad os begynde med at synge en salme.

Klik her og syng med på salmen ”Som forårssolen morgenrød” nr. 234 i salmebogen.

 

https://www.youtube.com/watch?v=S_oUCft-l54

 

Der er gået en uge, siden det var påske, og det er også sådan ca. der, vi er også i dagens evangelieberetning, som er fra

 

Johannesevangeliet kapitel 20, vers 19-31:

 

Den opstandne Jesus og disciplene

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

 

Den vantro Thomas

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

 

Evangelieskriftets formål

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

 

 

Overvejelser:

 

Den værste skræk har lagt sig.

Skrækken for, hvordan det kunne være gået, hvis Coronavirussen for alvor havde fået sit tag i den danske befolkning. Kloge hoveder har sikret, at vi – ved vores måde at være på – har holdt den uforudsigelige ubekendte og fremmede ”fjende” fra døren.

Vi har – hver husstand for sig – klaret os med fjernsynets og radioens hjælp. Der er mange gode tiltag fra samfundets side, som tager trykket af den værste ensomhedsfølelse og den værste frygt for nedbrud. Pludselig oplever vi, at den gamle danske sangskat igen kunne vækkes til live, at der (under overfalden, hvor vi alle har travlt med at passe hver vores liv) er et nationalt fællesskab på tværs af alle mulige skel, som vi ellers ikke lægger mærke til. Der er blomstret en hjælpsomhed op over for ramte enkeltpersoner og familier, som sjældent er set. Det er skønt. Nogle har holdt familiesammenkomst i haven for at undgå faren for smittespredning. Vi har fået ros af vores statsminister og hendes embedsmænd for at opføre os ordentligt. Der er lys for enden af tunellen, som nogle har sagt. Danmark lukker så småt op igen…… Kirkerne må dog vente. Det er måske heller ikke et problem – eller er det?

Jeg kan ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet om, hvad det er evangeliet kan, som vi ikke selv kan klare? Vi har jo vist os meget overlevelsesdygtige uden brug af hverken Gud eller Jesus eller Helligånden.

Nationalstaten er trådt i karakter her i krisesituationen.

Vi er født ind i en familie, og dér bliver der taget hånd om de nære ting. Dér opdrager vi vore børn, og dér lærer vi at tage vare på de svageste i den nære kreds. Sådan kan den enkelte sættes ind i mange forskellige sammenhænge, som er med til at gøre os til dem, vi er. Skolekammerater, vennekredsen, interesser, nabofællesskaber osv. – alle disse sammenhænge er nødvendige og gør os til dem, vi er. For vi bliver os selv i mødet og samværet med andre. Sådan er det at være dansk nu igen blevet en stor del af vores identitet. Vores dronning og statsminister og hele statsapparatet har vist sig fra den bedste side. Tak for det. Til forskel fra det europæiske fællesskab, som desværre er kommet til kort i denne tid.

Det største fællesskab, et menneske kan sættes ind, står kirke og kristendom for. Her sættes vi ikke bare ind i et fællesskab og deler skæbne med alle mennesker, men her sættes vi også ind i et forhold til Gud. Derfor behøver vi kirke og kristendom også i en vanskelig tid. Den guddommelige relation væver sig ind i de andre relationer og dækker dem og kaster et lys over dem og forklarer dem. Hvorfor er jeg i det ene øjeblik god og i det næste et dårligt menneske? Hvad er et menneske værd? Hvad skal jeg med mit liv – selv om det måske snart er levet til ende! Hvor kommer kærligheden fra? Har jeg lov til at være glad og glemme alt om Coronavirus engang imellem? Osv. osv. De store, ja de største spørgsmål, som ingen kan give et rationelt svar på, findes i kristendommens mange dybe lag.

Kirke og kristendom er til for mennesker, som søger svar på menneskelivets største spørgsmål!

 

 

Den værste skræk havde lagt sig.

Disciplene var samlede inden døre, fordi de frygtede jøderne. De havde antagelig låst døren forsvarligt. De sendte antagelig kun én ud for at købe ind, når det var nødvendigt. De var for alvor bange, fordi de følte dem overladt til tilfældigheder og dem selv. Sådan følte de det. Ingen af os havde troet, at det nogensinde skulle blive vores situation. Men nu ved vi godt, hvordan de havde det. De frygtede jøderne. Vi er bange for at blive smittede af en ustyrlig virus.

Hvad fik dem til at falde til ro, og hvad skabte   glæde hos dem? De fik besøg af Vorherre selv. Midt i deres ensomhed og fortvivlelse mødte ham dem med ordene: Fred være med jer. Det er ord, som aldrig er blevet glemt. Det fortælles, at Jesus viste sig flere gange for disciplene efter hans opstandelse. Og den hilsen var kendetegnet. Det er det stadig i kristendommen. Det er med den hilsen, at vi sendes ned på kirkebænken igen efter nadveren. Og det er den første hilsen, du mødes af, når du søger svar på de største spørgsmål. Det er den hilsen, som sprænger lukkede døre og ensomheden. Amen.

 

Vi synger: nr. 217 Min Jesus lad mit hjerte få:

 

https://www.youtube.com/watch?v=2-rEXo6Iyto

 

Carsten Olav Christensen, sognepræst