Refleksioner med udgangspunkt i teksterne til 2.s.e.påske

Da jeg var barn boede jeg på en gammel, stråtækt bindingsværksgård nord for Vejle. Mine forældre havde købt gården af Katrine, en ælde kvinde, som var blevet enke og derfor ikke længere kunne magte gården.
Hun flyttede dog ikke langt væk fra den. Hun blev vores nabo, som nu boede i et lille gult hus på hjørnet, hvor man svingede ned ad vejen til vores gård.
Sådan gik det til, at vi børn sommetider besøgte Katrine. Vi fik sodavand og småkager, og vi undrede os over, at der var så få tænder i Katrines mund, og at hun altid gik rundt i en sort, lang kjole.
Alt dette fortæller jeg jer, fordi der i Katrines lille stue hang et billede, som jeg så meget på dengang, og som fascinerede mig. Der var sådan en tryghed over det billede, syntes jeg.
Motivet var en smuk, mild mand med blå øjne og langt brunt hår, der faldt blødt ned over skuldrene. Han var klædt i hvidt, og omkring sig havde han en gruppe af får med hvid pels.
Senere gik det op for mig, at det ikke var hvilken som helst mand, man så på billedet – det var en skildring af Jesus som den hyrde, der passer på sine får.
Og nu er vi så fremme ved bibelteksterne til 2.søndag efter påske.
Både i teksten fra det gamle testamente og i evangelieteksten fra Johannesevangeliet står billedet af henholdsvis Gud og Jesus som hyrde meget centralt. På den måde er billedet i Katrines stue et udtryk for disse bibelske teksters folkelige gennemslagskraft.

Bibelteksterne

Den gammeltestamentlige tekst stammer fra salme 23 i Salmernes bog, hvor det hedder:
”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,/ han lader mig ligge i grønne enge,/ han leder mig til det stille vand./ Han giver mig kraft på ny,/ han leder mig ad rette stier/ for sit navns skyld./ Selv om jeg går i mørkets dal,/ frygter jeg intet ondt,/ for du er hos mig,/ din stok og din stav er min trøst….”
 

Evangelieteksten er fra Johannesevangeliet og lyder således:
”Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det lige-ud.” Jesus svarede dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, mn fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét” Joh 10,22-30
 

At være hyrde

I vores tid og her, hvor vi bor i et land uden hyrder på markerne, er det et spørgsmål, hvor meget vi forbinder med hyrdebilledet.
Vi kan endda være i opposition mod at nogen skal lede os – som en hyrde gør det – og dét endda i flok! For vi er en række individualister, der kan selv og vil selv.
Måske lærer denne coronatid os alligevel noget andet: det går op for os, hvor meget fællesskabet med andre betyder, og vi må sande, at vi danskere er ganske lovlydige, når det drejer sig om at lade os lede – i samlet flok – af sundhedsmyndigheder og landets regering. Vi holder os til deres retningslinjer for, hvordan vi skal agere i denne situation, hvor en farlig, uindbuden sygdomsgæst  er på besøg.
Det er netop en af hyrdens opgaver at lede fårene på rette vej. I salme 23 fra det gamle testamente er hyrden den, der beskytter os og har omsorg for os – den, der giver os næring til vores liv, trøster og styrker os. Sådan en hyrde er Gud!
Og som han er, er også hans søn. Jesus siger udtrykkeligt i Johannesevangeliet at han og Faderen er ét. Han siger det til de jøder, der ikke kan tro på ham som Kristus – det vil sige som Guds søn. De hører ikke til hans får, siger han – og dermed viser han sig helt anderledes end den milde mand med de blå øjne og det lange hår på Katrines billede. Han sætter et skel mellem jøderne (ikke forstået som betegnelsen for et folk, men som et udtryk, som evangelisten Johannes bruger om Jesu modstandere) og de får, der hører ham til, og vi må spørge: ser vi her fortabelsens mulighed?
På det spørgsmål kunne man svare med et andet hyrdebillede, nemlig Jesus som den gode hyrde, der forlader sin fåreflok for at lede efter det vildfarne får. Han trodser klipper og tjørnekrat for at redde det får, der har forvildet sig udenfor og er kommet på afveje. Så dér – midt i fortabelsen kommer han selv og henter os hjem igen – og han gør mere end det: den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Sådan gik Jesus i døden for os mennesker – netop for at hente os ud af fortabelse og fortvivlelse og vores endelige død. Og med sin opstandelse påskemorgen rækker han os et liv der får alle dødsmagterne til at klage sig og visne.

Salme 23 i nutidig sprogdragt

Salmedigteren Iben Krogsdal har i en udgivelse der hedder ”Fra dybet” gendigtet nogle af de gammeltestamentlige salmer. Nedenstående er en gendigtning af salme 23, som er citeret ovenfor.

”Du, Herre er min hyrde. Min store, stærke guide/ Du leder mig ad alle skæbnens veje./ Du fylder mig med syner jeg ikke før har set./ Du løfter mig i bønner jeg ikke selv har bedt/ og hele døgnet giver du mig pleje
Og vakler jeg i mørket, den endeløse nat/ hvor jord og himmel væver i det sorte,/ så kommer du og lyser igennem mit Hvorfor/ og åbner dine arme, og så er jeg dit får der pludselig ikke længere er borte
Så tryg som da jeg fandtes i dybet af et skød/ da hjertets slag endnu var fostersvage,/ så tryg er jeg i verden. Din vilje er min fred, og jeg skal intet fatte, før drømmene går ned, og vi får givet alt vi var tilbage” (Iben Krogsdal)

 

Med alle gode ønsker om sundhed og gode dage trods corona – Helle Anker Bisgaard