Kære læser!

I skrivende stund (torsdag) regner det uden for mine vinduer. Det trænger den fynske muld bestemt til. Før disse regnvejrsdage var vi begavede med rigtig mange solskinsdage. Jeg tør slet ikke tænke den tanke til ende, at vi – ud over coronavirus – skulle have slidt med blæst, kulde, regn og manglende sol gennem de sidste 3 uger. Sådan gik det heldigvis ikke. Alting er lettere, når solen skinner. Det bliver tydeligt med et omslag i vejret. Men nok om vejret.

Søndag d. 3. maj er 3. søndag efter påske i kirkeåret. Den bibelske læsning er fra Johannesevangeliet. Her falder de berømte ord, hvor Jesus sagde: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Replikken faldt i forlængelse af fodvaskningen, altså den handling, som evangelisten Johannes har sat i stedet for beretningen om den sidste nadver. Dér viste Jesus sine disciple en vej at gå, da han sagde: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer” (altså være hinandens tjenere). Senere – måske samme aften – sagde han så til sine disciple: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.

Vi skal først synge sammen.
Klik her og syng med på salme nr. 52 i salmebogen: Du Herre Krist.
 https://www.youtube.com/watch?v=WZxpv_hX6zI

Johannesevangeliet kapitel 14,v.1-11:

Jesus sagde: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.

Jesus sagde: Jeg er vejen, sandheden og livet

Corona-krisens veje
Det er i disse tider ikke let at finde ud af, hvor eller hvordan vejen ud af corona-krisen skal være. For knap en måneds tid siden, da viruskatastrofen lurede i horisonten, blev vejen gjort tydeligt klar af statsministeren. Landet blev lukket ned for en stund!
Det viste sig hurtigt, at der var forskellige måder at takle sygdommen på. I Sverige gik man en vej, i Danmark en anden.
Nu er vi nået så langt på krisevejen herhjemme, at landet skal åbnes igen. Men dermed er vejen frem næsten blevet endnu mere besværlig. For hvem skal først have lov til at få friheden og normaltilstanden tilbage? Skal de store skolebørn have lov til at mødes i grupper? Skal cafeer og restauranter have lov til at åbne? Skal vi have lov til at mødes mere end 10 personer på offentlige arealer? Sådan bliver man ved med at stille spørgsmål. Tilmed er politikerne, som skal give svarene, uenige om, hvilken vej, der er den forsvarlige og rigtige.

Min vej
Det er heller ikke altid lige let at finde ud af, hvilken vej jeg skal vælge i mit liv. Store og afgørende spørgsmål melder sig livet igennem: Skal jeg vælge den trygge og sikre vej eller vove at betræde nye stier, som måske er usikre. Skal jeg skifte job, flytte, ændre min vane, finde andre venner, åbne eller lukke af for familiemedlemmer eller hvad ved jeg. Nye veje kan være vildveje, men de kan også føre mig til steder, som fornyer livet og alt, hvad dermed følger. Jeg ved det ikke, før jeg har begivet mig af sted.

Både coronakrisens veje og mine egne veje handler om at vælge og finde vej. Politikerne og forskere må finde veje ud af den aktuelle samfundskrise. Jeg må tage ansvar for mit eget liv, vælge og selv finde min egen vej.  Hvad enten det handler om at finde vej i den politiske verden eller finde vej i ens privatliv, handler vejbilledet om det muliges kunst og om, hvad der er godt og rigtigt.
Når Jesus brugte dette billede, at han ”er vejen” om sig selv, hvad mente han mon så?

Vorherres vej
Vi kan godt skelne mellem en person og det, vedkommende siger. ”Det siger han, men han mener i virkeligheden noget helt andet”, kan vi sige. Og så må vi i gang med at analysere, både hvad der er blevet sagt, og hvad der menes. Sådan er det ikke med Jesus ifølge evangelisten Johannes. Hos evangelisten Johannes bliver det tydeligt, at Jesus smelter fuldstændig sammen med det, han siger. Derfor er det lige til, når Jesus betegner sig selv som ”vejen, sandheden og livet”. Men – kunne vi så passende spørge – vejen til hvad? Svaret er kort: Vejen til Gud. Læg mærke til, at Jesus bruger bestemt form. Han siger ikke, der er uendelig mange veje til Gud. Nej, når Jesus sagde: ”Jeg er vejen”, så er der ingen andre veje. Han kunne lige så godt have sagt: ”Jeg er den eneste genvej til Gud” eller ”jeg er svaret på spørgsmålet om, hvem Gud er”. Men han sagde: ”Jeg er vejen”. Det er enkelt og let at forstå – selv i en tid, hvor man er i tvivl om, hvilken vej man skal gå i ens eget liv.
Hvordan går man da på den vej? Netop det viste Jesus sine disciple tidligere på aftenen. ”Jeg giver jer hermed et forbillede”, sagde han, og blev tjener for sine disciple.
Nu ville Jesus ikke kun prædike god stil og høj moral. Han var selv – som tidligere nævnt – det fysiske udtryk af sine egne ord. Derfor føjede han også til, at han er selve livet. Dét guddommelige liv, som ikke lader sig slukke af vore kriser eller af vores skrøbelige liv.
Da er det godt at vide, hvis man i denne tid føler sig som en ensom vandrer.

Vi synger nr. 722 i salmebogen: Nu blomstertiden kommer
https://www.youtube.com/watch?v=NNSMHD8E7IU

Sognepræst Carsten Christensen