Præstens refleksioner over teksterne til 4.s.e.påske

Denne søndag er det 4. søndag efter påske – en dag som oprindeligt skulle have været en stor festdag for 25 konfirmander og deres familier. En slem virus har stukket en pind i hjulet for den festlige konfirmationsdag i Tornbjerg Kirke. Vi må i stedet se frem til den 20. september, hvor vi håber, vi kan holde fest i stedet for. Med den større genåbning af Danmark som blev bebudet torsdag aften, kan vi kun håbe på det bedste.

Kirkerne er med i denne genåbningsfase. Det er en stor glæde ! Men forsamlingsforbuddet gælder stadig, og det kan få konsekvenser for den måde, hvorpå vi igen kan komme i kirke. I skrivende stund venter vi på retningslinjer fra Kirkeministeriet.

Søndagens gammeltestamentlige tekst

”Hvis ikke Herren havde været med os,/ det skal Israel sige,/ hvis ikke Herren havde været med os,/ dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende/ i deres flammende vrede mod os,/ da var vandet skyllet over os,/ floden var strømmet over os,/ da var det brusende vand strømmet over os./ Lovet være Herren,/ der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder!/ Vort liv blev reddet / som fuglen fra fuglefængernes fælde. /Fælden blev knust,/ og vi blev reddet./ Vi har vor hjælp i Herrens navn,/ himlens og jordens skaber” Sl.124
 

Sl. 124

I dagens gammeltestamentlige tekst prises Gud som himlens og jordens skaber, der har reddet sit folk Israel. ”Lovet være Herren…” siges der, for han har reddet vort liv –både fra de ustyrlige kaosvande og fra fuglefængerens fælde. Den fælde blev knust, og vi blev reddet.

Det er kendetegnende for de gammeltestamentlige salmer, at de ofte tager udgangspunkt og begynder i en situation hvor menneskets liv er præget af klage og lidelse. Men på et tidspunkt i salmen sker der en ”vending” – klagen ophører og bliver til en lovprisning af Gud. Denne vendng er til stede som et udtryk for, at mennesket sætter sit håb til Herren – Gud – en Gud der har magt og kraft til at gribe ind og vende klage og sorg til glæde. Mennesket svarer med lovprisning og tak til Gud, der som himlens og jordens skaber magter dette. ”Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber”, som det hedder i dagens gammeltestamentlige tekst.

Vi kunne bruge billedet af fælden, der bliver knust og fuglen der bliver fri igen – både på den nyligt overståede befrielsesdag , men også på den befrielse der ligger i, at vi her i landet nærmer os mere normale tilstande med genåbningsfase to. For mange har de sidste to måneder medført ensomhed og angst for sygdom og død. For nogle endda tab af kære familiemedlemmer. Det medfører sorg og savn. Men selv ind i den situation kan den redning som den gammeltestamentlige salme taler om give håb og trøst.

Vi kan håbe på at genåbningen går godt, så det gen bliver naturligt for os at vende os mod hinanden uden for megen afstand.

Søndagens nytestamentlige tekst

”Jesus sagde da til dem: ”Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.”
 

Da han talte sådan , kom mange til tro på ham.
 

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham:” Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”. De svarede ham: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?” Jesus svarede dem: ” Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer fri, skal I være virkelig frie”. Joh. 8,28-36
 

Joh. 8,28-36

Også denne tekst fra det nye testamente taler om modsætningen imellem at være bundet og fri.
Som udgangspunkt er ethvert menneske bundet af synden. Synden – ikke forstået som lovbrud, men som det kendetegn ved den menneskelige natur, at vi vil os selv og vender os bort fra Gud. Det er dette forhold, der er skildret i syndefaldsberetningen, hvor Adam og Eva trodser Guds bud ved at spise af den forbudte frugt i Paradisets have. En fortælling om, hvordan der opstod disharmoni imellem det Gud vil, og det som mennesker gør. Som mennesker er vi bundet af, at det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg. Vi er bundet af os selv. Det er den fælde, vi befinder os i.

Men akkurat som Gud selv knuste fuglefængerens fælde, sådan sender han os sin egen Søn for at gøre os til frie mennesker. Han kan gøre dette, for han har Gud selv til far. ”Jeg er den, jeg er”, siger Jesus om sig selv – et udtryk som Gud bruger om sig selv, da han talte til Moses inde fra den brændende tornebusk. Sådan hviler det, som Jesus siger og gør på guddommelig autoritet. ”Jeg og Faderen er ét”, siger han.

Hvordan gør Jesus os da til frie mennesker?

Han gør det ved at give os sig selv – ved at gå i døden for os og med sin opstandelse bryde dødens magt over os. Han gør det ved – så længe verden står – at være hos os i sit ord. Et ord vi sådan set kan være til stede i – som kan bære os og vise os sandheden.

Jesus selv er både Ordet og Sandheden. Sandheden er ikke en mening om dit og dat. Sandheden er det som Jesus er og gør.

Han opfordrer os til at være i den sandhed – at blive i ham – være i hans ord.

Og sådan sker det : sådan kan mit eget liv blive frit og fælden blive knust – når mit eget liv gennemlyses af Ham og hans ord ”rykkes jegéts tremmer ud i pause-ro / Hvert et skridt ,du ta´r så frit nu/ er identisk med din tro./ Tyst i midten væksten står/ med livets vår.” (Jørgen Gustava Brandt).

Helle Anker Bisgaard