Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Temauge: Fællesskab

Fællesskab

 

 

 

 

 

 

Den 5. til 8. oktober inviterer vi alle i sognet til en temauge i Tornbjerg Kirke, hvor vi - i fællesskab - kan lære mere om, hvad "fællesskab" betyder, og hvordan det kan styrkes.

Vi er alle en del af forskellige fællesskaber igennem livet.
“Fællesskab er, når en samling af mennesker samles om noget, som binder dem sammen, noget de har til fælles, noget de er enige om, har samme synspunkt på eller f. eks. en interesse de deler med hinanden”.
Sådan lyder en definition på “fællesskab”.
Faktisk viser studier, at fællesskab er en af de mest afgørende faktorer for menneskets mentale sundhed. Vi har behov for at føle os som en del af et fællesskab og være integreret med mennesker omkring os – både de nære og dem, vi møder i løbet af dagen.
Men hvad sker der med os mennesker, når en pandemi pludselig tvinger os ud af mange af disse fællesskaber? Familien, venner, skolen, arbejdet, fritidsaktiviteter, kirken. Vi har alle måttet tage vores liv og fællesskaber op til revision og vælge, hvem der skulle være en del af vores private boble.
I Bibelen er påskemåltidet et betydningsfuldt og fællesskabsstiftende ritual.
Kirkens ritual med nadver blev pludselig rystet af pandemien, og vi måtte undvære det nadverfællesskab, hvor vi fysisk danner kreds i kirkerummet, mens koret synger og orglet spiller.
Bliver hverdagen den samme igen? Hvordan har vi brugt håbet og troen?
Kom og vær med, når Tornbjerg Kirke åbner dørene, og vi skal høre, synge og snakke om “Fællesskab”.

Ugen afsluttes med fælles middag i sognelokalet fredag den 8. oktober efter fyraftensforedrag med Birgitte Bech.

 

Foredrag med fremtidsforsker Marianne Levinsen
Tirsdag den 5. oktober kl. 19.30

Fremtidsforsker Marianne Levinsen

Nutiden og fremtidens fællesskaber i samfundet set i lyset af corona
Fremtidsforsker Marianne Levinsen (cand.scient.pol.) er en levende, skarp og humoristisk foredragsholder med lang erfaring i formidling på en fængslende og underholdende måde.
Hun er overbevist om, at arbejdet med fremtiden gør os klogere og giver os mulighed for at påvirke vores egen fremtid. Nysgerrighed og viljen til at påvirke samfundet, virksomheder og mennesker er drivkraften i hendes arbejde.
Marianne Levinsen har arbejdet for Fremforsk - Center for Fremtidsforskning siden 1. januar 2006. Hun arbejder professionelt med fremtiden og bl.a. med globalisering, virksomheder, sundhedsvæsenet, byudvikling, børn og unge og ledelse.
Hun har baggrund som medarbejder, leder og konsulent i både private og offentlige virksomheder, heriblandt flere år inden for den danske folkekirke. Fra 2009 er optaget i Kraks Blå Bog som den første kvindelige fremtidsforsker.

Foredraget, der finder sted i kirken, arrangeres i samarbejde med Holluf Pile Bibliotek. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig seneste den 1. oktober på odensebib.dk.

 

Sangeftermiddag
Torsdag den 7. oktober kl. 15.30

Noder

Denne sangeftermiddag kommer også til at stå i fællesskabets tegn. Sognepræsterne vil finde sange, som hylder det mellemmenneskelige, det folkelige og det kristne fællesskab. Kom og syng med – for uden nogen at synge sammen med får sangen ikke ”vinger”.

Sognepræster Helle Anker Bisgaard
og Carsten Olav Christensen

 

Fyraftensforedrag og fællesspisning

Fredag den 8. oktober kl. 16.30

Birgitte Bech

Cand.theol. og mag. Birgitte Bech holder foredrag om Fællesskab og næstekærlighed i moderne kirkekunst.
Birgitte Bech skriver: I vor individualistiske kultur er mange mennesker faldet ud af familiære og folkelige fællesskaber, som tidligere var givne på godt og ondt. Kunsten kan afsløre ensomheden i det moderne samfund, selv hvor mange mennesker er samlet. Men kunsten kan også bevæge os med billeder af menneskelig omsorg og nærhed.
Måske kan kunstværker understøtte fællesskaber ved at skabe identifikation og empati, også i forhold til fremmede.
Birgitte Bechs foredrag indledes med billeder af menneskelige fællesskaber fra de sidste ca. 150 år. Vi følger danske kunstneres blik på fællesskaber i familie og samfund, i arbejde og leg, i dyb sorg og stor glæde. Mon vi her finder erfaringer, vi kan spejle os i?
Afslutningsvis vender vi os til dansk kirkekunst for at undersøge kristne perspektiver på fællesskab. Kirkens billeder viser, hvordan Jesus udfordrede sociale grænser med sit uhørt inkluderende evangelium. ”Guds rige” er et rummeligt fællesskab. Tilsvarende er det stadig vores opgave at slå dørene op for den brogede verden, som Gud elsker. Nyere kirkekunst bidrager med åbne værker, som mange vil kunne genkende sig selv i. Lad os fx se, hvordan kunstnere skildrer de kirkelige ritualer og fester, der stadig lever som fællesskaber i særklasse.

Det er nødvendigt at tilmelde sig fællesspisning senest søndag den 3. oktober. Det kan ske på kirkens tlf. 66154182 eller her på siden
 

Sognepræst Carsten Olav Christensen